Emergency situation

In case of emergencies or breakdowns, you can send an SMS to our emergency hotline

On-call phone (SMS only)

+45 29 70 15 95

Send an SMS with the following information:

  • Your name and webshop
  • Description of the problem
  • Your callback phone number

Notes: This service is only for critical situations where your webshop is down or has serious problems. For regular support, please use our normal support channels.

Sell in multiple countries and in multiple languages

Here's how to sell in other countries in your customers' languages and currencies using "Countries": Add a country, set up the address, language, currency, and shipping options, test it, and activate it.

Reading time: approx. {eight} minutes
Shopejer

Med Lande kan din webshop sælge i andre lande på kundernes eget sprog og i deres egen valuta. Hvert land får sin egen adresse, fx minshop.dk/se eller minshop.se, og du bestemmer selv sprog, valuta, priser, tema, prismodel, og hvilke fragt- og betalingsmetoder kunderne kan bruge. Du styrer det hele fra den samme admin med de samme varer, det samme lager, og den samme ordreoversigt. Hvert land kan også få sit eget logo og sin egen forside, og du kan skjule varer, kategorier, sider, og mærker i de lande, hvor de ikke skal vises.

Kort fortalt: Gå til Webshop → Lande, vælg et af dine leveringslande, og klik Tilføj land. Sæt adresse, sprog, og valuta på landets side, se landet i butikken, og aktivér det, når du er klar. Dine tekster bliver oversat automatisk. Et aktivt land koster 1.400 kr. om måneden på Pro eller 5 % af landets omsætning på Flex, fra 1. januar 2027 dog mindst 249 kr. om måneden. Priserne er ekskl. moms, og du betaler kun, mens landet er aktivt.

Hovedland, lande, og leveringslande

Der er tre begreber, som er gode at holde styr på:

  • Hovedlandet er din shop, som den er i dag: dit domæne, dit sprog, din valuta, dit tema, og din prismodel. Det ligger altid på shoppens domæne og er altid aktivt.
  • Et land under Webshop → Lande er et marked, du sælger i med egen adresse, eget sprog, egen valuta, og egen prismodel. Kunderne kan først se det, når du har aktiveret det.
  • Et leveringsland under Levering → Lande er et land, du sender varer til. Her sætter du moms, fragtmuligheder, og grænsen for fri fragt, ligesom du plejer.

Du behøver ikke Lande for at sende varer til udlandet. Vil du bare kunne levere til fx Sverige, er et leveringsland nok, og så handler de svenske kunder i din danske shop, på dansk og i din valuta. Lande er til, når du vil møde kunderne på deres eget sprog, i deres egen valuta, og på en adresse, der er deres. Læs mere om leveringslande i Lande og valuta.

Før du går i gang

  • Leveringslandet skal findes. Et land bygger altid på et af dine leveringslande. Har du ikke oprettet landet under Levering → Lande, så gør det først, og husk B2C-moms og fragtpriser. Se Opret et nyt leveringsland.
  • Temaet skal være klar til lande. De fleste af Shoporamas temaer er klar, fx Montana, Delaware, California, og Washington. Massachusetts er ikke klar. Når du har tilføjet et land, viser siden Lande en advarsel, hvis dit tema ikke er klar, eller hvis Shoporama ikke kan se, om det er.

Indstillinger for alle lande

Øverst på Webshop → Lande står kortet Indstillinger for alle lande. Valgene her gælder alle dine lande. Hovedlandet ligger altid på shoppens eget domæne.

  • Adresser: Vælg Sti på hoveddomænet, så landene ligger på fx minshop.dk/se og minshop.dk/uk, eller Eget domæne pr. land, fx minshop.se og minshop.co.uk. En sti kræver ingen opsætning. Et eget domæne skriver du selv på landets side. Domænet skal have en A-record, der peger på Shoporamas IP-adresse (den står under Webshop → Domæne), og du bestiller gratis SSL med knappen Bestil gratis SSL på landets side.
  • Tema: Samme tema i alle lande er standard. Vælger du Eget tema pr. land, vælger du temaet på hvert land. Bruger et land et tema, du selv har uploadet (et eget tema), skal landet være på Pro.
  • Oversættelse: Når Oversæt tekster automatisk er slået til, hvilket den er som standard, bliver tekster uden oversættelse oversat til hvert lands sprog. Det, du retter selv, bliver ikke overskrevet. Op til 2.000.000 tegn pr. sprog om måneden er inkluderet i prisen. Under kontakten kan du se, hvor mange tekster der venter på at blive oversat, og hvor meget af månedens kvote der er brugt.

Klik Gem, når du har valgt. Du kan se og rette alle oversættelserne under Webshop → Oversættelser. Læs mere i Oversæt din webshop.

Vil du senere skifte adressetype, mens du har aktive lande, skal de aktive lande have en adresse af den nye type. Deaktivér dem først, skift adresser, giv landene den nye adresse på landets side, og aktivér dem igen.

Siden Lande under Webshop med kortet Indstillinger for alle lande: Adresser med valgene Sti på hoveddomænet og Eget domæne pr. land, Tema med Samme tema i alle lande og Eget tema pr. land, kontakten Oversæt tekster automatisk med den inkluderede kvote på 2.000.000 tegn pr. sprog, status for tekster der venter på oversættelse, forbruget i denne måned for engelsk og finsk, og knappen Gem
Vælg her, om landene skal ligge på en sti eller på deres eget domæne, om de skal bruge samme tema, og om teksterne skal oversættes automatisk. Valgene gælder alle lande.

Tilføj et land

  1. Gå til Webshop → Lande.
  2. Vælg landet i Vælg leveringsland under tabellen. Listen viser dine leveringslande, undtagen hovedlandet og de lande, du allerede har tilføjet.
  3. Klik Tilføj land. Du kommer til landets side. Landet er ikke aktivt endnu, så kunderne kan ikke se det.

Shoporama foreslår en sti ud fra landekoden, fx se for Sverige og uk for Storbritannien, og et sprog og en valuta ud fra landet, fx euro i euro-landene. Landet starter med samme prismodel som shoppen, dog Pro hvis det bruger et eget tema. Du kan rette det hele på landets side.

I tabellen kan du se alle dine lande med adresse, sprog, valuta, tema, og prismodel. Under sproget står, hvor mange varer der er oversat, og under valutaen den kurs, priserne regnes om med. Et gult mærke som Mangler adresse eller Mangler valuta viser, hvad landet mangler, før det kan aktiveres.

Tabellen på siden Lande med kolonnerne Land, Adresse, Sprog, Valuta, Tema, Prismodel, Aktiv og Rediger. Danmark er mærket Hovedland på mortensbutik.dk, Finland ligger på mortensbutik.dk/fi på finsk i euro, og England ligger på mortensbutik.dk/en på engelsk i britiske pund. Begge lande er aktive, og under sproget står, at 10 af 11 varer er oversat. Under tabellen står feltet Vælg leveringsland og knappen Tilføj land
Oversigten viser hovedlandet og dine lande. Under sproget kan du se, hvor meget der er oversat, og under valutaen kursen. Nye lande tilføjer du med Vælg leveringsland og Tilføj land.

Sæt landet op

Klik Rediger ud for landet. Landets side består af en række kort, som gennemgås herunder. Når du er færdig, klikker du Gem og luk eller Gem og rediger videre.

Adresse og sprog

Skriv landets Sti, fx se eller uk. Stien er to bogstaver, eller sprog og land som fr-ch. Bruger du eget domæne pr. land, skriver du i stedet landets Domæne, fx minshop.se uden https://. Et andet land må ikke bruge samme sti eller domæne, og stien må ikke være den samme som adressen på en side i shoppen.

Vælg landets Sprog. Du kan vælge mellem 22 europæiske sprog, fx svensk, norsk, tysk, engelsk, finsk, fransk, og hollandsk. Er den automatiske oversættelse slået til, bliver teksterne oversat til landets sprog af sig selv.

Skifter du sprog på et land, der allerede er i brug, vises landet med oversættelserne til det nye sprog, og adresserne på varer og sider skifter også. Gamle links og søgeresultater fører så til andre adresser.

Kortet Adresse og sprog på landets side for England: feltet Sti med mortensbutik.dk/ foran og en udfyldt, hjælpeteksten To bogstaver, fx se eller uk, og feltet Sprog med Engelsk valgt og teksten Tekster oversættes automatisk til landets sprog
Stien bestemmer landets adresse, her mortensbutik.dk/en. Sproget bestemmer, hvilke oversættelser kunderne i landet ser.

I kortet Logo giver du landet sit eget logo, fx med landets domæne som minshop.se. Træk billedet ind i feltet, klik for at vælge en fil, eller brug Vælg fra billedarkiv. Logoet kan være PNG, JPEG, GIF, eller WebP, men ikke SVG, som shoppens eget logo godt kan være. Klik derefter Gem og luk eller Gem og rediger videre, så butikken viser det nye logo med det samme.

Landets logo bruges i stedet for shoppens, når kunderne handler i landet. I Montana, MontanaB2B, Alaska2, og California kommer det også med i mailene til kunderne i landet, fx ordrebekræftelsen. Delaware og DelawareDK viser landets logo i butikken, men bruger temaindstillingen Logo URL i mailene, så dér står det samme logo i alle lande. Alaska og Massachusetts bruger temaets eget logofelt overalt og viser derfor ikke landets logo. Har landet intet logo, bruges shoppens logo fra Design → Logo & betingelser. Hovedlandet bruger altid shoppens logo.

Landets side for Finland under Webshop → Lande med kortet Logo mellem Adresse og sprog og Tema og prismodel. I billedfeltet ligger et logo med teksten mortensbutik.fi, og under feltet står knappen Vælg fra billedarkiv og hjælpeteksten om, at landets logo bruges i stedet for shoppens logo, når kunden handler i landet
Upload landets logo i kortet Logo, og klik derefter Gem og rediger videre eller Gem og luk. Uden et logo her bruger landet shoppens logo.

Tema og prismodel

Bruger alle lande samme tema, står hovedlandets tema her. Har du valgt Eget tema pr. land på oversigten, vælger du landets tema her, enten et af Shoporamas temaer eller et af dine egne.

Under Prismodel vælger du, hvordan du vil betale for landet:

  • Pro: 1.400 kr. om måneden for landet.
  • Flex: 0 kr. plus 5 % af landets omsætning, fra 1. januar 2027 dog minimum 249 kr. om måneden.

Priserne er ekskl. moms og faktureres bagud hver måned. Landets prismodel er uafhængig af shoppens, så en shop på Pro kan godt have et land på Flex og omvendt. Flex kan ikke vælges, når landet bruger et eget tema. Du kan læse mere om prisen længere nede.

Kortet Tema og prismodel på landets side: Tema Montana med teksten Alle lande bruger hovedlandets tema, og Prismodel med valgene Pro 1.400,- DKK pr. måned og Flex 0,- DKK plus 5,0 % af landets omsætning, fra 1. januar 2027 dog minimum 249,- DKK pr. måned. Nederst står, at priserne er ekskl. moms og faktureres bagud hver måned
Vælg landets prismodel. Den kan være en anden end shoppens, og prisen faktureres bagud for den tid, landet er aktivt.

Lager

Har du mere end én lagerlokation, kan du vælge den Lagerlokation, salget til landet trækkes fra, fx et lager i Finland til de finske ordrer. Det gælder ordrer med leveringsadresse i landet, så længe landet er aktivt. Annulleringer og returvarer lægges tilbage samme sted. Vælger du ingen, bruges samme lokation som i hovedlandet.

Moms på varer med egen momssats

Har du varer, der ikke har landets normale moms, fx bøger, aviser, eller fødevarer, så giv dem hellere en Momskategori på varen. Kategorien har en sats i hvert land, så varen får den rigtige moms i alle dine lande, uden at du skal taste satserne her. Taster du priserne inkl. moms, og har landet egne priser (egen valuta, prisjustering, eller afrunding), regnes varens pris om med kategoriens sats i hovedlandet og i landet. Shoporama vedligeholder satserne i EU-landene, og du ser og retter dem under Webshop → Momskategorier. Læs mere i Momskategorier.

Kortet Moms på varer med egen momssats vises kun, hvis du har varer med en momssats sat direkte på varen (feltet Gammel momsprocent), fx aviser med 0 % moms. Varer med en momskategori er ikke med her. Skriv den sats, der gælder i landet, hvis den er en anden. Lader du feltet stå tomt, og har landet egne priser (egen valuta, prisjustering, eller afrunding), får varer med hovedlandets normale sats landets normale sats, og andre satser er de samme som i hovedlandet. Uden egne priser koster varen det samme som i hovedlandet. Landets normale sats er den B2C-moms, du har sat på leveringslandet under Levering → Lande.

Valuta

Vælg landets Valuta. Du kan vælge mellem 14 valutaer, fx euro, svenske og norske kroner, britiske pund, schweiziske franc, og amerikanske dollar. Vælger du samme valuta som hovedlandet, skal der ingen kurs til.

  • Kurs: Dagens kurs fra Nationalbanken hentes automatisk hver dag. Vil du have en kurs, der ikke ændrer sig, så vælg Fast kurs, og skriv hvad 100 af landets valuta svarer til i din valuta, fx 100 SEK = 64,50 DKK.
  • Prisjustering: Læg en procent til eller træk den fra, fx 8 for at lægge 8 % på eller -5 for 5 % rabat.
  • Afrunding: Afrund de omregnede priser, fx til hele beløb, til ,95, eller til et beløb der slutter på 9.

Under Eksempel kan du se, hvad 100, 249, og 999 i din valuta bliver til i landet, mens du retter. Vil du ramme et bestemt beløb på en vare, kan du give varen en fast pris i landets valuta. Læs mere i Indstil valuta i din shop.

Kortet Valuta på landets side: Valuta GBP Britiske pund, Kurs med valgene Dagens kurs fra Nationalbanken (100 GBP = 881,88 DKK) og Fast kurs med feltet 100 GBP = DKK, feltet Prisjustering i procent, Afrunding sat til Ingen afrunding, og Eksempel hvor 100,00 DKK bliver 9,07 GBP, 249,00 DKK bliver 22,59 GBP og 999,00 DKK bliver 90,62 GBP
Vælg valuta, kurs, prisjustering, og afrunding. Eksemplet nederst viser, hvad dine priser bliver til i landet, mens du retter.

Levering og betaling

Her vælger du, hvad kunderne kan bruge, når de handler i landet: Leveringslande, Fragtmetoder, og Betalingsmetoder. Som standard er alt valgt, og så gælder det også metoder og lande, du opretter senere. Du skal vælge mindst én af hver.

  • Valgene kan kun begrænse. En fragtmetode skal stadig være slået til for leveringslandet under Levering → Lande, og en betalingsmetode, der kun må bruges i bestemte lande, gælder stadig kun dér. Metoder, der ikke kan bruges, er grå, og der står hvorfor.
  • Kun leveringsadressen begrænses. Fakturaadressen må ligge i alle dine lande. Varerne leveres kun til de leveringslande, du har valgt for landet.

Kan kunder med leveringsadresse i et af landene ikke købe, fx fordi ingen af landets fragtmetoder går dertil, viser siden en gul advarsel, når du har gemt.

Kortet Levering og betaling på landets side med tre lister, hver med linkene Alle og Ingen: Leveringslande med blandt andet Tyskland, Sverige, Finland, Danmark og England (landet selv), Fragtmetoder med Postnord pakkeshop, Postnord omdeling, GLS pakkeshop og DAO pakkeshop, og Betalingsmetoder med Faktura. Alt er valgt. Nederst knapperne Gem og luk, Gem og rediger videre og Fjern land
Vælg de leveringslande, fragtmetoder, og betalingsmetoder, kunderne kan bruge i landet. Fjern et flueben for at begrænse, hvad landet tilbyder.

Giv landet sit eget indhold

Som udgangspunkt viser et land det samme som hovedlandet, bare på landets sprog og i landets valuta. I Sidedesigneren kan du give landet sine egne sider, og med feltet Synlig i lande skjuler du det, der ikke skal vises i landet.

Egen forside og egne sider i Sidedesigneren

En opsætning i Sidedesigneren kan begrænses til ét eller flere lande. Så kan det tyske land fx få sin egen forside med egne billeder, eller en kampagne kan køre i Sverige alene. Den nemmeste vej er at lave en kopi af den opsætning, du har i dag:

  1. Gå til Design → Sidedesigner, og klik på kopi-ikonet ud for opsætningen, fx forsiden. Kopien er offline, til du sætter den online.
  2. Åbn kopien, klik Indstillinger, sæt flueben ved landet under Lande, og klik Gem.
  3. Skift billeder og tekster, klik Gem, se siden med Preview, og sæt opsætningen online.

En opsætning til et land vinder altid over den fælles opsætning i det land, uanset prioritet. De andre lande bruger stadig den fælles. En opsætning, der ikke gælder hovedlandet, bliver ikke oversat, så teksterne skriver du direkte på landets sprog. Læs hele vejledningen i Sidedesigner.

Skjul varer, kategorier, sider, og mærker i et land

Varer, kategorier, statiske sider, og mærker har feltet Synlig i lande med et flueben for hvert land, hovedlandet først. Fjerner du fluebenet ved et land og klikker Gem, er tingen skjult i det land. Det er nyttigt, hvis et mærke ikke må sælges i et land, eller hvis en side med regler kun gælder ét land. Du kan også skjule noget i hovedlandet, fx en vare, der kun skal sælges i Tyskland.

  • En skjult vare vises ikke i lister, søgning, sitemap, eller landets feeds, og den kan ikke lægges i kurven.
  • Skjuler du et mærke, skjules alle mærkets varer i landet.
  • Skjuler du en kategori, skjules varerne i kategorien ikke automatisk.
  • Feltet vises kun, når du har tilføjet mindst ét land. Blogindlæg, landingssider, indholdsposter, og enkelte varianter kan ikke skjules pr. land.

I admin ser du stadig alt. Læs mere i Synlig i lande.

Se landet, før du aktiverer det

Kunderne kan ikke se et land, der ikke er aktivt. Det kan du selv, når du er logget ind i admin:

  1. Klik på øjet Vis webshop i toppen af admin. Butikken åbner i en ny fane, og du er logget ind.
  2. Skriv landets sti efter domænet i adresselinjen, fx minshop.dk/se.
  3. Gå butikken igennem: forsiden, en vare, kurven, og kassen. Tjek at teksterne står på landets sprog, og at priserne står i landets valuta.

Sprogvælgeren i butikken viser kun aktive lande, så du skal selv skrive adressen. Google får besked om ikke at vise siderne, mens du kigger. Har du lige tilføjet landet, kan det tage lidt tid, før alt er oversat. Har du mange varer, kan det tage nogle dage, fordi der kun oversættes en vis mængde tekst pr. døgn. Teksterne bliver oversat, også mens landet ikke er aktivt, og du kan følge med på siden Lande.

Bruger du eget domæne pr. land, skal domænet pege på Shoporama og have SSL, før du kan se landet på det. Klik Tjek domænet på landets side for at se, om domænet peger rigtigt, og Bestil gratis SSL, hvis du ikke har gjort det. Der kan gå 1-2 hverdage, før certifikatet er installeret.

Aktivér landet

Når landet er klar, slår du kontakten Aktiv til, enten i tabellen på siden Lande eller ved titlen på landets side. Kontakten gemmer ikke med det samme. Der åbner et vindue, som viser landets adresse, sprog, valuta, tema, og prismodel. Klik Aktivér land for at åbne landet for kunderne.

Et land kan kun aktiveres, når det har en adresse (sti eller domæne), et sprog, og en valuta. Bruger landet et eget tema, skal det også være på Pro. Mangler der noget, står det i vinduet, og du kan rette det på landets side.

Fra det øjeblik landet er aktivt, kan kunderne handle i det, og faktureringen af landet begynder.

Vinduet Aktivér Finland? over siden Lande: Når landet er aktivt, kan kunderne handle i det på mortensbutik.dk/fi. Listen viser Sprog Finsk (oversættes automatisk), Valuta EUR (100 EUR = 747,51 DKK, dagens kurs), Tema Montana og Prismodel Pro 1.400,- DKK pr. måned, efterfulgt af teksten om at prisen er ekskl. moms og faktureres bagud for de dage, landet er aktivt. Nederst knapperne Annuller og Aktivér land
Før landet bliver aktivt, ser du adresse, sprog, valuta, tema, og prismodel samlet. Klik Aktivér land, når det hele passer.

Det oplever dine kunder

  • Landets adresse og sprog: Kunderne handler på landets adresse med varer, kategorier, sider, menuer, og temaets tekster på landets sprog. Varer og sider får også oversatte adresser.
  • Sprogvælger: I de af Shoporamas temaer, der er klar til lande, kan kunderne skifte mellem hovedlandet og dine aktive lande. Sprogene står med deres eget navn, fx Svenska og Suomi, og kunden kommer til samme side i det andet land. Kurven følger med.
  • Priser i landets valuta: Priserne i butikken, kurven, og kassen står i landets valuta, også tilbud, varianter, kundegruppepriser, og kampagnepriser. Fragt, grænsen for fri fragt, rabatkoder, og gavekort regnes om med kursen.
  • Kassen: Landet selv er forvalgt som leveringsland, og momsen regnes med landets sats. Varer med en momskategori får kategoriens sats i landet. Kunden kan kun vælge de leveringslande, fragtmetoder, og betalingsmetoder, du har valgt for landet. Betalingsvinduet vises på landets sprog, hvis betalingsudbyderen kan det.
  • Mails: Mails om ordren, fx fakturaen og besked om afsendelse, sendes på landets sprog med beløb i landets valuta og links til landets adresse. Det gælder også mails uden en ordre, fx nulstilling af adgangskode og venteliste, til kunder, der har oprettet sig, logget ind, eller tilmeldt sig i landet.
  • Søgning: Søgefeltet finder varer på landets sprog og stadig på dansk.
  • Tekster uden oversættelse: Mangler en tekst at blive oversat, vises den på dansk, indtil den er oversat.
  • Landets eget indhold: Har landet sit eget logo eller sin egen opsætning i Sidedesigneren, er det dem, kunderne i landet ser. Det, du har skjult i landet med Synlig i lande, kan de ikke finde dér.
Butikken på mortensbutik.dk/en i Montana-temaet på engelsk. Sprogvælgeren i toppen med en globus og EN er åben og viser Dansk DK, Suomi FI og English GB
Sprogvælgeren i butikkens top viser hovedlandet og de aktive lande, hver med sprogets eget navn. Kunden kommer til samme side i det land, hun vælger.

Shoporama sørger også selv for, at Google kan finde landene. Hvert land får sit eget sitemap, og siderne får hreflang-markeringer, der fortæller Google, hvilke sider der hører sammen på de forskellige sprog. En side kommer først med i landets sitemap, når den er oversat. Dit Google Shopping-feed findes også på landets adresse, fx minshop.dk/se/google-shopping.xml, med landets sprog, valuta, og priser. Det samme gælder feeds til PriceRunner, Kelkoo, og Partner-ads. Som i sitemappet er kun de varer med, der er oversat til landets sprog, og varer, du har skjult i landet, er heller ikke med. Læs mere i Hreflang og alternate-tags for flersprogede webshops.

Ordrer, statistik, og bogføring

Alle ordrer lander i den samme ordreoversigt. På ordren står, hvilket land den er købt i, og beløbene står i ordrens valuta. I ordreoversigten kan du vise kolonnen Købt i ved at slå Købt i (land) til under Tilpas visning. En ordre i en anden valuta gemmes med dagens kurs fra Nationalbanken på købsdagen, så den kan regnes om til din valuta. Eksporterer du ordrer til CSV, får filen kolonner med valuta, kurs, og beløb i din valuta.

Bruger du Dinero eller Billy, overføres fakturaen i ordrens valuta, og kursen fra købet kommer med. Spørg din revisor, hvilken moms du skal opkræve i de enkelte lande, fx hvis du er tilmeldt OSS-moms. Varer med en anden moms end landets normale, fx bøger eller fødevarer, får landets sats for den slags varer, når de har en momskategori.

Under Statistik → Salg pr. land kan du sammenligne landene på omsætning ekskl. moms, ordrer, gennemsnitlig ordre, nye kunder, og meget mere. Landet er det land, kunden har købt i, ikke leveringsadressen. På dashboardet viser modulet Salg pr. land salget fra de andre lande de seneste 30 dage. Læs mere i Salg pr. land.

Pris og fakturering

Hvert aktivt land har sin egen prismodel:

  • Pro: 1.400 kr. om måneden pr. land.
  • Flex: 0 kr. plus 5 % af landets omsætning, fra 1. januar 2027 dog minimum 249 kr. om måneden pr. land.

Alle priser er ekskl. moms. Landene står med deres egne linjer på din månedlige faktura fra Shoporama og faktureres bagud for måneden før:

  • Du betaler kun for de dage, landet har været aktivt. Er et land på Pro aktivt fra den 10. til den 31. i en måned med 31 dage, betaler du 22/31 af 1.400 kr., altså 993,55 kr. En dag tæller med, hvis landet har været aktivt i en del af den.
  • På Flex betaler du 5 % af de betalte ordrer, kunderne har købt i landet, ligesom Flex på shoppen. Fra 2027 gælder minimumsprisen for de dage, landet er aktivt. Hvert land har sit eget minimum, så landets salg tæller ikke med i shoppens.
  • Ordrer fra hovedlandet følger shoppens prismodel, og ordrer fra et land følger landets.
  • Skifter du landets prismodel midt i måneden, deles dagene mellem Pro og Flex.
  • Landene koster kun noget, når shoppen er live. Mens shoppen er i demo, kan du sætte lande op og prøve dem gratis.
  • Automatisk oversættelse er inkluderet med op til 2.000.000 tegn pr. sprog om måneden. Det svarer til ca. 1.300 varer med beskrivelse.

Bemærk, at shoppens eget abonnement på Pro betales forud, mens landene betales bagud. Læs mere om priser og fakturering i Hvad koster en Shoporama-shop?

Deaktivér eller fjern et land

Slå kontakten Aktiv fra, og bekræft med Deaktivér land. Kunderne kan så ikke længere handle i landet, men adresse, tema, prismodel, og resten af opsætningen bliver gemt, så du kan aktivere landet igen senere. Du betaler for dagen, du deaktiverer landet, men ikke for dagene efter.

Bruger du en sti på hoveddomænet, giver landets adresser en fejlside, når landet er deaktiveret. Bruger du eget domæne, sendes besøgende videre til hovedlandet. Mails om ordrer fra landet sendes stadig på landets sprog og i landets valuta, men linkene peger på hovedlandet.

Vil du fjerne landet helt, så deaktivér det først, åbn landets side, og klik Fjern land. Et land med ordrer kan ikke fjernes. Lad det være deaktiveret, så ordrerne beholder landets sprog og adresser. Dine oversættelser bliver ikke slettet, når du fjerner et land, fordi de hører til sproget og ikke til landet.

Landets logo bliver slettet sammen med landet, og det, du har skjult i landet med Synlig i lande, bliver glemt. Tilføjer du landet igen, vises alt i det. I Sidedesigneren bliver landet taget ud af de opsætninger, der gælder flere lande. En opsætning, der kun gjaldt det land, bliver sat offline og gælder alle lande, hvis du sætter den online igen. Så kan du genbruge den til et andet land eller slette den.

Har du et tema, der er lavet til dig?

Et tema, som du eller din udvikler har lavet, skal gøres klar til flere sprog og valutaer, før du aktiverer et land. Ellers kan dele af butikken stå på dansk, i kroner, eller med dansk talformat. Send din udvikler vejledningen Gør dit tema klar til lande.

Ofte stillede spørgsmål

Skal jeg selv oversætte alle mine varer?

Nej. Når Oversæt tekster automatisk er slået til, bliver varer, kategorier, sider, menuer, og temaets tekster oversat af sig selv, når der mangler en oversættelse, eller når du ændrer den danske tekst. Vil du rette en oversættelse, gør du det under Webshop → Oversættelser, og så bliver din tekst ikke overskrevet. Undtagelsen er en opsætning i Sidedesigneren, der kun gælder andre lande end hovedlandet. Den bliver ikke oversat, så dens tekster skriver du på landets sprog.

Kan jeg prøve et land af, uden at det koster noget?

Ja. Et nyt land er ikke aktivt, og du betaler kun for de dage, det er aktivt. Du kan sætte det op, lade teksterne blive oversat, og se det i butikken med Vis webshop, før du aktiverer det.

Skal jeg vælge sti eller eget domæne?

En sti som minshop.dk/se er nemmest. Der er intet at sætte op, og kunden er stadig logget ind, når hun skifter land. Et eget domæne som minshop.se kan virke mere lokalt, men domænet skal pege på din shop, og en kunde, der skifter land, skal logge ind igen. Kurven følger med i begge tilfælde. Valget gælder alle dine lande.

Kan jeg have andre priser i Norge end bare de omregnede?

Ja. Med Prisjustering lægger du en procent til eller trækker den fra, og med Afrunding får du pæne priser, fx på ,95 eller 9. Skal en bestemt vare koste et bestemt beløb, kan du give den en fast pris i landets valuta. Se Indstil valuta i din shop.

Kan jeg have samme sprog i to lande, fx Tyskland og Østrig?

Ja. Oversættelserne hører til sproget, så de tyske tekster bruges i begge lande, og du skal kun oversætte én gang. Hvert land kan stadig have sin egen valuta, sine egne priser, og sin egen levering. Har to lande samme sprog, viser sprogvælgeren også landekoden, så kunderne kan kende dem fra hinanden.

Hvad koster det, hvis landet kun er aktivt en del af måneden?

På Pro betaler du for de dage, landet var aktivt, fx 15 af 30 dage giver 700 kr. På Flex betaler du 5 % af landets betalte ordrer, og fra 2027 er minimummet også regnet efter de aktive dage. Det faktureres bagud på din faktura i starten af næste måned, og beløbene er ekskl. moms.

Hvordan ser ordrer i svenske kroner ud i mit regnskab?

Ordren gemmes i svenske kroner sammen med dagens kurs fra Nationalbanken på købsdagen. Statistikken regner beløbet om til din valuta med den kurs, og ordre-CSV'en har kolonner med valuta, kurs, og beløb i din valuta. Bruger du Dinero eller Billy, kommer fakturaen over i svenske kroner, og kursen fra købet kommer med.

Kan salget til et land komme fra et andet lager?

Ja, hvis du har mere end én lagerlokation. Vælg landets Lagerlokation på landets side. Ordrer med levering til landet trækkes så fra den lokation, og annulleringer og returvarer lægges tilbage samme sted.

Kan det tyske land få en anden forside end den danske?

Ja. Lav en kopi af forsidens opsætning under Design → Sidedesigner, sæt flueben ved Tyskland under Lande i kopiens Indstillinger, skift billeder og tekster, og sæt den online. I Tyskland vinder den over den fælles forside, uanset prioritet. Se Sidedesigner.

Et af mine mærker må ikke sælges i Norge. Kan jeg skjule det dér?

Ja. Åbn mærket under Produkter → Brands, fjern fluebenet ved Norge under Synlig i lande, og klik Gem. Så er alle mærkets varer skjult i Norge, også i søgning, sitemap, og landets feeds, og de kan ikke lægges i kurven dér. Dine egne feeds og Google Shopping Countries kommer fra hovedlandet, så dér er varerne stadig med. I de andre lande sælges de som før. Se Synlig i lande.

Jeg har uploadet landets logo, men mailene viser stadig shoppens. Hvorfor?

Bruger du Delaware eller DelawareDK, henter mailene logoet fra temaindstillingen Logo URL, så de viser det samme logo i alle lande. Alaska og Massachusetts henter logoet fra temaets eget logofelt, både i butikken og i mailene, så de viser ikke landets logo. I Montana, MontanaB2B, Alaska2, og California kommer landets logo med i mailene til kunder, der har handlet i landet, fx ordrebekræftelsen. En ordre, der er købt i hovedlandet, får shoppens logo, også selv om varerne sendes til landet.

Hvad sker der, hvis den automatiske oversættelse bruger hele kvoten?

Så holder oversættelsen til det sprog pause resten af måneden. Indtil den fortsætter den 1. i næste måned, vises nye tekster på dansk, og tekster, du har ændret, vises med den gamle oversættelse. Du får en notifikation i admin, og du kan oversætte teksterne selv under Webshop → Oversættelser imens.

Hvem kan tilføje og aktivere lande?

Kun brugere med fuld adgang til shoppen kan tilføje, rette, aktivere, og fjerne lande, fordi landenes prismodel påvirker din faktura. Når et land bliver aktiveret, deaktiveret, eller slettet, står det i aktivitetsloggen. Se Roller og rettigheder.

Har du brug for hjælp til at komme i gang med et nyt land? Skriv til os på support@shoporama.dk.

Related articles

Prepare your theme for multiple languages and countries

Step-by-Step Guide for Developers: How to Make Your Own Shoporama Theme Work with Countries, Including Translated Texts, the Country's Currency and...

Hreflang and Multilingual Online Stores

How Shoporama sets `hreflang`, `x-default`, and `html lang` for your countries, what happens to untranslated pages, and how to manage your own...

Set currency in your shop

Set your store's currency and sell in other currencies by country using the current exchange rate or a fixed rate, price adjustments, rounding, and...

Countries and Currency: Delivery Countries, Sales Tax, and Shipping

Set up delivery countries under Delivery → Countries with VAT rates, VAT zones, shipping options, and free shipping, and see how they relate to...

Create a new shipping country

Guide to creating a new shipping country under Shipping → Countries in your Shoporama online store, and when you should also add the country under...

Translate your online store into other languages

How to translate your online store when selling in multiple countries: automatic translation, status by language, corrections, addresses in the...

What does a Shoporama shop cost?

Pricing on Shoporama: Flex, Pro, and Storage; prices by country; usage-based add-ons; billing; changing pricing plans; and answers to frequently...

Sales by Country: Compare Your Countries in the Statistics

Statistics → Sales by Country shows revenue, orders, customers, and contribution margin for each country where you sell, as well as the Sales from...

Synlig i lande: skjul varer, sider, og mærker i bestemte lande

Sådan viser du varer, kategorier, statiske sider, og mærker kun i bestemte af dine lande med Synlig i lande, fx et mærke der ikke må sælges i...